Ensomhed til forlæsninger..

Jeg føler mig tit alene, selvom jeg sidder i forelæsningssalen sammen med 100 andre medstuderende. Mange af dem har jeg endda stiftet bekendtskab med i forbindelse med arbejde, tidligere semestre eller en helt tredje mulighed. Alligevel føler jeg mig alene, ensom og malplaceret.

Selve forelæsningerne plejer ikke at være et problem. Der er mit fokus på det faglige, at følge med i min notatskrivning og der bliver også plads til lidt dagdrømmerier indimellem. Således flyver tiden hurtigt afsted. Men pauserne imellem kan være ulidelige. Føles uendelige lange, når jeg sidder på klapsædet i salen helt alene, uden nogen at socialisere med.

Det er nyt for mig dette semester at skulle sidde der alene. Jeg har været vant til at have gode veninder at følges med nærmest siden starten af studiet. Dem har jeg i pauserne kunnet grine med, få fulgt op på dagligdagens historier, hentet thé med og ikke mindst lavet en lille evaluering af den forrige forelæsning. Tiden har fløjet afsted, og jeg har haft glædet mig til at skulle bruge pauserne med dem. Pauserne var ofte hovedårsagen til at jeg egentlig i det hele taget kom til undervisningen. Jeg elskede nemlig det sociale indslag i løbet af dagen.
Nu er det bare anderledes. Min veninder og jeg er på forskellige semestre, og jeg har skullet lære at stå på egne ben. Det har jeg været nervøs for, men det går egentlig ret godt. Og jeg er på mange måder stolt af mig selv. Jeg får fulgt godt med i undervisningen og lærer stadig tingene lige så godt, som når jeg havde dem i min hverdag til at støtte mig. Det er jo heller ikke fordi, at jeg ikke bliver støttet af dem mere, vi er nemlig stadig gode veninder. De har bare været en større støtte til forelæsninger end de lige regner med. Det kan jeg mærke nu, særligt hvor jeg sidder selv i pauserne. Jeg savner dem og føler mig ensom. Det er vel egentlig også en god ting – det betyder, at jeg holder meget af dem og elsker deres selskab.

Når det er sagt, så har jeg det nok også generelt svært ved at være alene. Jeg har altid været meget socialt anlagt. At være alene er nemlig i mange situationer noget af det værste jeg ved.
Det skal ikke forstås som, at jeg ikke har brug for en gang imellem at trække mig, men nærmere som at jeg får energi og glæde af andres selskab. Jeg får nemt ved at føle mig udenfor, hvis jeg blandt mange mennesker og ikke har nogen at tale med. Altså hvis jeg sidder alene, som jeg nu gør til forelæsningerne. Der i mit eget selskab kommer mine egne usikkerheder frem, som får lov at tage overhånd. Mine usikkerheder indebærer, at jeg kan føle mig udstødt, alene, forladt, anderledes, malplaceret. Jeg har ikke lyst til at være hende, som ikke har nogen venner. Hende som ingen taler med. Hende som bare skal sidde alene. Det gør mig pinligt berørt, flov og giver mig en følelse af ikke at passe ind. Frygten for ikke at passe ind blandt de andre studerende er noget, som har fyldt hos mig siden gymnasiet. . Jeg er bange for, hvad andre mon tænker om mig. De fleste tænker nok ikke engang nærmere over, at jeg sidder alene. De fleste må antages at være der for læringens skylde, hvorfor det hellere ikke burde være mærkeligt at sidde alene. Men det gør en kæmpe forskel for mig at sidde der alene. Mine tanker får fuld spind.
Netop derfor er det mig også en stor udfordring at skulle sidde alene for mig selv i pauserne. Tankerne flyver rundt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ender som oftest med at kigge på min telefon eller at kigge lidt i mine medbragte bøger. Dette altimens mine andre medstuderende samles i mindre grupper og snakker, griner og alle de andre tidligere nævnte ting, som jeg gjorde med mine veninder. Og jeg hader det. Min misundelse og selvskabte isolation har en selvforstærkende effekt på mine usikkerheder og følelse af udstødthed. Og også en yderligere selvforstærkende effekt på min ensomhed.

Reelt er der ikke nogen grund til, at jeg føler mig så ensom. For jeg er ikke alene. Hverken når jeg er til forelæsninger, på vennefronten eller i andre henseende. Jeg har mange gode folk omkring mig. Folk som jeg elsker meget højt.
Jeg er også sikker på, at hvis jeg gik hen til mine bekendtskaber i pauserne ved forelæsningerne, så ville jeg nemt kunne falde i snak. Jeg ville endda nok også kunne komme i snak med nye mennesker, hvis jeg forsøgte. Udstødthedsfølelsen og ensomheden er derfor nok en følelse, jeg får, fordi jeg savner tidligere semestres hyggestunder. Og måske også som en konsekvens for mine usikkerheder ved at skulle stå på egne ben på studiet. Det har jeg nemlig været ret nervøs for at skulle, men det tænker jeg at fortælle mere om i et andet blogindlæg.

Jeg tror, at ensomhed blandt studerende er hyppigere end man lige går og tror. Ensomheden kan komme af mange årsager, men er stadig virkelig ubehagelig af den grund. Jeg håber, hvis du ligesom mig føler dig ensom til tider, at du har det lidt bedre ved at vide, at du ikke er den eneste. Jeg tror, at mange har det som os. Det er bare enormt svært at indrømme og også at tale om. Hvis du er ensom på studiet, så kan du måske prøve at udfordre dig selv til at komme ud af ensomheden. Måske du kunne prøve at tale med en sidemakker til undervisningen, tilmeld dig en basisgruppe eller noget helt tredje?
Jeg arbejder i hvert fald på mine usikkerheder og på, at det er okay at være alene. For det synes jeg reelt det burde være. Man kan nemlig godt være alene uden at skulle være ensom. Der arbejder jeg på at komme hen. Jeg skal ikke frygte så meget, hvad andre måske måtte tænke om mig. Det er livet egentlig for kort og værdifuldt til.

Må du få en skøn og dejlig dag – fuld af optimisme og gå-på-mod! Knus herfra