Kan man lappe et cykeldæk selv?

Ved du, hvad du er god til?

 

Hvis du nu skal være helt ærlig: ved du så, hvad du er god til? Jeg synes nemlig , at det er et enormt svært spørgsmål at svare på.

Ikke fordi jeg ikke vil kunne nævne nogle ting, som jeg er god til, men mere fordi jeg er mere vant til at minde mig selv om, hvad jeg ikke er god til. Altså ting jeg er dårlig til. Jeg har i så mange år nemlig været drevet af negative tanker og dårligt selvværd. Jeg har arbejdet på at få bedre selvværd og en bedre tone overfor mig selv. Den nye positive energi giver mig nu plads til fordybelse og til nye overvejelser.

Denne gang faldt min tanke på, hvor svært og forkert det føles at italesætte for mig selv, hvad jeg er god til. Jeg tror tildels det skyldes, at være vokset op i et samfund med jantelov og at det ikke er god opførsel med “ananas i egen juice”. Ikke at samfundet skal have al skylden (for vi har selv et medsansvar hvordan vi beskuer verden og os selv), men jeg tænker da, at den har indflydelse på min generthed og forlegenhed ved for megen fokus på, hvad jeg er god til. Det er svært at have fokus på og faktisk endda lige så svært at høre på, hvis andre giver mig ros. Det er på en måde nemmere at håndtere kritik (selvom det heller ikke altid er det nemmeste), men det tror jeg blot skyldes, at jeg er mere vant til at arbejde med kritikpunkter fremfor styrker.

Men jeg vil gerne være lige så god til at svare på, hvad jeg er god til, som hvis jeg blev spurgt om mine dårlige sider. Det handler nemlig for mig om at have det godt med mig selv. Om at være i balance. Men også om nuancer på min egen fremtræden. For hvad er jeg god til og hvordan ser andre mig egentlig?

Jeg har hørt, at det er en god øvelse at spørge nogle af sine nære venner, hvilke gode egenskaber de synes, at man besidder. Det kan give positive overraskelser. Ens nære og bekendte har det nemlig med at se en anderledes, end man selv gør. Specielt hvis man som jeg har nemmere ved at se de negative ting.
Jeg tror, at jeg henover sommeren vil tage mig mod til at spørge nogle veninder, hvad de tænker. Og hvis de har lyst så vil jeg gøre det samme for dem. Jeg tror ikke, at det bliver nemt at høre eller at være i. Det er med stor risiko for at blive genert, forlegen og for at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Men jeg tror det er sundt. Sundt at kunne give hinanden lidt positivitet, god energi og lidt modspil til de dårlige egenskaber, som vi nok er mange, som vi selv kan udpege.


Jeg hører gerne hvis du har andre forslag til måder, hvorpå man kan have fokus på sine egne gode egenskaber. Eller hvis du ligesom mig har lidt for meget fokus på negative egenskaber. Måske du synes det er nemt at remse gode egenskaber op om dig selv?
Skriv gerne en kommentar med jeres tanker, udfordringer med selvkærlighed eller andet. Det vil glæde mig at læse med eller at have en debat om emnet. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Kan man lappe et cykeldæk selv?