5 ting der gør det svært at være ekstrovert

På mange måder har det gennem min opvækst været en gave at være ekstrovert. I sociale sammenhænge har det været til stor hjælp, men andre gange har jeg virkelig også hadet det. Hvor ville det være skønt, hvis jeg kunne skrue bare lidt ned for min ekstroverthed en gang imellem. Her kommer hvorfor:

Jeg taler, før jeg tænker.
Det opleves som om at ordene kommer væltende ind over mig, og ofte når jeg ikke engang at registrere dem, før de allerede er sagt. Det får mig til at sige mange dumme ting. Det kan også få mig til at afbryde mine medmennesker imens de taler. Det gør jeg ikke, fordi deres ord ikke er af betydning, men fordi mine tanker ofte kommer ud fuldstændig ufiltreret. Det går også rimelig dårligt hånd i hånd med min flyvskhed, som kan gøre at jeg springer rundt i samtalen. Man kunne tænke, at det burde være nemt at bare tie stille, men det har vist sig at være overraskende svært for mig. Måske øvelse kan gøre mester.

Mine følelser er altid uden på tøjet.
Særligt dette punkt har irriteret mig meget gennem årerne. Når jeg er glad, så er ingen i miles omkreds i tvivl. Jeg sprudler af energi, kærlighed og overskud. Og jeg deler hellere end gerne ud af det. Den del er nem at holde af både for andre og mig selv. Omvendt hvis jeg er trist, så fyldes hele rummet af en kæmpe grå sky og lægger en dæmper på humøret hos alle. Den del af det er knapt så fed, og det føles egentlig også som en træls byrde. For hvem gider at være den, som spreder negativ energi?
Det har jeg kæmpet med mentalt i mange år. Det har frustreret mig grænseløst, at jeg ikke kunne få lov at holde min vrede, sorg eller frustrationer inde i mit eget hoved. For egentlig er det ikke alle følelser, som nødvendigvis skal kommenteres eller snakkkes om. Nogle gange er vrede eller sorg en hurtig forbipasserende ting, som alligevel går i sig selv efter kort tid. Særligt i de tilfælde bliver jeg ked af, at der er blevet analyseret eller kommenteret på mine følelser. Lige der ville jeg ønske, at det var mit eget valg at dele ud.

Jeg kan fylde alt for meget i lokalet.
Jeg elsker at interagere og engagerende mig med andre mennesker. Det kan for mange virke venligt, men for andre også rimelig overvældende. For andre fremstår jeg nemlig nogle gange som overgearet, overentusiatist og vel egentlig også ret overfladisk.
Jeg har også flere gange kunne mærke at mine venner bliver træt af mig eller nærmest skammer sig over mig. De episoder, hvor det sker, har altid været til større sociale arrangementer. Særligt hvis mine venner ikke finder sig så tilpas i sociale sammenhænge, så kan det være træls at have en ven som mig, som uden at vide af det tiltrækker meget opmærksomhed. Helt ubevidst kommer jeg nemlig altid i snak med fremmede i nærheden. Enten dem som sidder ved nabobordene, som vi står i kø med eller måske dem i baren. Lige dér kunne det være fedt at være i stand til at holde lidt mere lav profil.

Jeg føler en forventning om at præstere i sociale sammenhænge.
Apropros større sociale arrangementer, så hvis stemningen er lidt akavet, presset eller stille, så synes jeg tit, at andres øjne kan rette sig min vej. “Hun plejer at kunne lette stemningen og finde på noget sjovt”. Det gør jeg også gerne ofte, men andre gange kan jeg være lige så genert eller utilpas ved situationen ligesom alle andre. At skulle “fikse” både andres og mine utilpasheder, uden jeg selv har bedt om det, kan være lidt af en mundfuld. Godt nok har jeg måske nemmere ved at tale med andre, men det ikke det samme som, at det er nemt at være en mirakelmager. Det koster både resourcher og energi, selvom det kan se nemt ud.

Jeg kan føle mig ensom blandt mange.
Jeg er god til at have og også at få rigtig mange bekendtskaber. Da jeg har nemt ved at smalltalke, så får man også nemt kontakt til mange nye mennesker. Langt sværere er det at finde rigtig nære venner. Og med rigtige venner mener jeg nogle, som også kan rumme mig – også i større doser. Sådanne venner hænger ikke på træerne.
De mange bekendtskaber gør også, at jeg har en tendens til at have nærmest alle mine venner inddelt i grupper. Forstået på den måde, at jeg oftest ser tre eller flere venner på en gang. Det kan gøre det svært at få snakket om og med alle i gruppen i den dybde, jeg ellers ville ønske. Jeg synes ikke, at mine venskaber er overfladiske, men jeg synes det er svært, at kunne følge ordentligt med i alle mine venners liv. Det skyldes nok også særligt, fordi det ikke er muligt at mødes så ofte, som vi nok alle ellers kunne have ønsket. Det kan ofte ende ud i, at jeg på trods af at have mange omkring mig, så kan jeg føle mig ensom.

Indlægget er ikke ment som brok eller “ej hvor er det synd for mig”, men nærmere som en et indblik i nogle af de svære sider ved at være ekstrovert. Min opfattelse er nemlig, at det ofte bliver idylliseret og ønsket af mange at være ekstrovert. Jeg er reelt sprængt fyldt af misundelse over at mange introverte, særligt dem som kan være lejlighedsvise ekstroverte. Det er en grim ting, jeg ved det godt. Græsset er nemlig ikke grønnere de andre steder. Derfor prøver jeg også at holde af min ekstroverte personlighed – hvad det indebærer på godt og ondt.