Et pusterum ved den smukkeste solopgang

Vi har været meget mere indenfor de sidste par uger, mere end vi plejer. Sådan er det forhåbenligt for hele den danske befolkning. Det er dog stadig tilladt at tage en lille tur udenfor, hvis man holder afstand og undgår kontakt til andre. Vi har alligevel valgt herhjemme at blive hjemme mange af dagene for at mindske smitterisikoen. Men efter mange dage i vores lejlighed, så trængte vi til at komme ud i den friske luft.

Vores vækkeur ringede klokken 04.45 i morges. El-kedlen blev sat over til en kop the, som jeg ville kunne varme mig på. Aftnen forinden havde jeg pakket mit røde blomsternet med ekstra tøj og min frilæsningsbog. Således var alt klart og parat til vores morgenfisketur kunne starte. Tilbage manglede kun at få flyverdragten på og at komme op på cyklen.
Cykelturen var gennem Københavns gader, som vi i nattens mørke nærmest havde helt for os selv. Vi mødte blot en enkelt taxabil og en personbil på vores 20 minutterse tur til Nordhavn. De fleste har med stor sandsynlighed stadig sovet sødt, alt imens vi trillede igennem byen. Nøjagtig ligesom vi havde håbet på, da vi i går aftes planlagde vores morgentur.

Solen står i disse dage først op lidt over 06.00. Vores tidlige start på morgnen gav os derfor mulighed for at cykle ud til et af vores fiskesteder inden solopgang. Vi nåede frem i god tid til at få pakket vores gear ud før vi kunne sætte os og beskue den smukke forårssol danse over horisonten.
I 1 grader koldt vejr, med klar himmel og med en thermokop i både min og mandens hånd kunne vi sammen nyde den friske luft og havets bølger kaste sig mod kysten. Side om side nyde den herligste lyd af hav, de smukkeste farver på himlen og den friske duft af vand susende ind over os. En elsket og savnet kombination.
Og nu også endnu et minde, som jeg er gemt i min mentale mindekasse. Et skønt minde jeg kan hive frem, når jeg de næste dage igen befinder mig hjemme i vores lejlighed.

Hver gang jeg befinder mig i øjeblikke, som solopgangen i morges med min mand, så føler jeg mig SÅ taknemlig. Taknemmelig for livet, for kærligheden og for naturen, som vi er så heldige at omgives af. Der findes mange udfordringer her i livet, som jeg bekymrer mig om, Coronakrisen iblandt, men i naturen finder jeg heldigvis altid trøst, glæde og ro.

Vores fisketur ved solopgang i morges blev det skønneste pusterum i denne krisetid. Et pusterum som vi begge havde trængt til hele ugen. Et pusterum i naturen, som vi kan se tilbage på – ikke blot i den kommende gå-hjemme-tid men også som et minde for resten af livet.

Jeg håber, at alle der læser med her tager deres forhåndregler, hvis og når I begiver jer udenfor. Jeg håber, at I alle passer på jer selv, jeres nærmeste og således også resten af befolkningen. Tak på forhånd og må du få en skøn, skøn dag!