Mit indre jeg taler grimmest

Vandretur på Møn: En af DK’s naturperler!

Jeg elsker virkelig dansk natur. Gud hvor har vi mange lækre perler liggende rundt omkring i landet – og Møn er klart en af dem.

I sommeren 2018 besluttede vi os for at tage en smuttur til Møn. Vi havde hørt at naturen på Møn bestemt ikke kunne skuffe os. Samtidig havde min kære mand aldrig set Møns Klint. Det gav os lyst og mod på at tage vores første vandretur sammen.
I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om vores tur, opdagelser og oplevelser. Måske I ligeledes kunne få lyst til at kaste jer ud i en vandretur rundt gennem Møns flotte natur.

Gode links til planlægning af en vandretur på Møn
Møn er ikke kun super smukt, men også en mulighed for at lave en billig ferie sammen. Vi fandt på Naturstyrrelsens Hjemmeside en oversigt over steder, hvor man må overnatte gratis. Hvert gratis lejrsteds fasciliteter og regler er her nemt og godt beskrevet. Det er derfor en smal sag at skulle planlægge sine overnatningmuligheder. På Camønoens hjemmeside kan man finde gode informationer til vandreruter, gode råd samt hjælp til planlægning af en vandretur rundt på Møn. Alt man behøver af viden for at kunne vandre rundt på Møn vil man kunne finde via de to hjemmesider.

DAG 1 – de første 6 kilometer

Vores tur startede en lørdag juni-morgen med et regionaltog fra Københavns Hovedbanegård til Vordingborg. Her kunne vi skifte til en bus, som ville køre os til videre til Møns “hovedstad”, Stege.
Vi havde hjemmefra valgt, at vi ville gå imod urets retning og havde ligeledes gjort os tanker om vores første stop. Kursen blev sat mod Tøvelde, som er en lille landsby cirka 6 kilometer syd for Stege. Her ville vi kunne have en gratis overnatning på et lejrsted kaldet Tøvelde Gamle Skole.

Lidt om faciliteterne ved Tøvelde gamle skole.
Som man lige kan ane på billedet herunder så kan man benytte shelterplads, samt flere borde og bænke som man kan benytte sig af . Ved siden af shelterne er der en lille sti, der fører ned til et skurtoilet.
Omme bag ved den gamle skole er der vandhaner med koldt vand, som man kan bruge.
Man skal altså ikke forvente luksus, men det var alt hvad vi havde behov for til en overnatning ude i det fri.

 

Lejrplads ved Tøvelde gamle skole

 

DAG 2 – de næste 17 kilometer

Næste dag var vi tidligt oppe, spiste havregryn til morgenmad satte kursen mod næste  lejrdestination ved Klintholm Havn. Det var på med de gode vandresko, det gode humør frem og så det ene ben foran det andet.
Vi mødte mange andre vandrere på vores vej. På sådanne vandreture er der tradition for at hilse på hinanden, og det fandt jeg mægtig hyggeligt. Der var også rig mulighed for at købe lokale specialiteter såsom honning eller marmelede på denne del af vores rute. Det kan være svært at sige nej til lækre produkter, og samtidig var det også en god mulighed for at få sig en lille pause på den ellers lange strejkning.

Det  var hårdt at skulle gå langt men dejlige ved at gå var, at det gav en mulighed for at suge alle indtryk ind på vejen. Man kunne nå at nyde den smukke natur og nå at få tænkt mange filosofiske tanker. Jeg nød også særligt at kunne have gode, dybe samtaler med min mand. Noget som vi ellers ikke altid kan på i travle hverdage. Det gav os mulighed for at få talt vores drømme, hverdag og meget andet igennem.
På den måde gik 17 kilometer meget hurtigere end man ville tro. Det siges også, at alting kan føles at gå hurtigt, hvis man er i godt selskab og hygger sig imens.

Ankomst til Klintholm Havn efter 17 km gang.

Ud på eftermiddagen ankom vi til Klintholm Havn. Da jeg ikke var vant til at vandre, så var jeg rimelig udmattet, øm og glædede mig til at slå stængerne op. 17 kilometer var alligevel lidt af en mundfuld, dog var de smukke omgivelser og gode snakke hele gåturen værd.
Vi fandt ned til havnekontoret, hvor en flink ansat viste os på et kort, hvor vi måtte slå lejr for natten. Vi fik også anvist, hvor vi ville kunne finde toiletter, badehuse og den lokale Dagligbrugs. Det var helt perfekt. Et dejligt varmt bad og et sted at slå os ned var lige hvad vi trængte til efter en lang dag.

Lidt om faciliteterne ved Klintholm havn lejrplads
Lejrpladsen er et lille græsområde med plads til 4-6 telte. Der var en lille sti direkte ned til stranden, hvor man kunne nyde stilheden, tage sig en dukkert elller bare nyde den smukke udsigt.
Lige ved siden af teltpladserne var der et strandtoilet. Ellers var der pænere toiletter og badforhold oppe ved selve havnen (ca 400 meter væk). Man kunne købe adgang til badene pr dag, jeg mener prisen var 20 kr, hvorefter man fik en kode til fri afbenyttelse.
Daglig Brugsen var cirka 300 meter væk fra teltpladsen.

Dag 3 – Bare liiiiiige en ekstra nat

På dag nr 3 vågnede vi op til, at en sød lokal beboer havde sat en kurv med nybagte boller, marmelade og smør til os. Man følte sig virkelig velkommen i byen af alle man mødte.  Venligheden og den smukke natur gjorde, at vi fik lyst til at blive en ekstra nat i Klintholm Havn.
Samtidig kunne jeg også mærke sporene efter gårdagens vandring. Jeg var blevet virkelig øm i hele min krop. Særligt på mine hofter og mine skuldre, som jeg næsten ikke kunne løfte. Vi besluttede derfor at blive en ekstra nat og nyde byen i det gode vejr. Ren afslapning og lige hvad vi havde brug for.

Vi fik brugt resten af dagen på lange gåture langs stranden, en tur forbi en lille lokal kunstudstilling og ved at nyde den skønne lille havnebys charme.

Dag 4 – Møns Klint og turen går hjemad

på dag nr 4 vågnede vi igen op til friskbagte morgenboller og i godt humør. Man kan også kun være i godt humør, når den danske sommer viser sig fra sin bedste side med 20 grader, skyfri himmel og smuk natur, hvorend øjet kigger hen.
Vi havde lyst til at blive længere, men en politik om, at man ikke må overnatte der mere end 2 nætter gjorde, at vi måtte videre. Det er en fair regel, synes jeg. Der skal gerne være plads til, at mange kan få en god oplevelse, og samtidig bør man heller ikke misbruge lokales venlighed og muligheder for gratis overnatninger. Dog har den skønne oplevelse i byen gjort, at vi meget gerne kommer tilbage til byen igen en anden gang.

Turen måtte videre, men jeg var stadig meget øm i hele kroppen. Min mand blev ret bekymret for, om min krop var i god nok form til at kunne klare at fortsætte turen. Jeg var egentlig også selv bekymret, men stadig også insisterende på at vi skulle til Møns Klint. Det havde jo været hele formålet med turen. Vi besluttede at skåne den slidte krop og derved tage bussen mod Møns Klint i stedet for.

Bussen stoppede lige ved Geocenter Møn, som ligger lige for toppen af Møns Klint. Her var de ansatte meget flinke, og vi fik vi lov til at sætte vores vandrerygsække ved deres information. På den måde kunne vi meget nemmere klare de i alt 497 trin, som der er ned til bunden af klinten.
Fra bunden kan man se den knapt 100 meter høje Klint. Et virkelig et smukt syn og hele turen værd.

Smukke Møns klint.

Hurra – Vi havde nået vores mål om at komme til Møns Klint!
Det var med stor glæde, at det endelige mål var nået, men også med en smule ærgelse. Som nybynder i at vandre, så var jeg stadig godt øm i hele kroppen på 4. dagen. Vi mente begge ikke at det ville være muligt at fortsætte vores vandretur rundt om Møn.
Vi besluttede os derfor for at afkorte vores tur og vende næsen hjemad. Vi frygtede, at hvis vi fortsatte turen, så ville ømheden overskygge den smukke natur og de gode oplevelser, der fulgte med. Det ville vi gerne undgå, hvorfor det var bedst for os at stoppe imens legen stadig var god.

Efter jeg er kommet hjem, så har jeg talt med flere af mine venner, som har vandret meget. De siger alle, at det er helt normalt at have ømhed i særligt hofte og skulder fra tasken – og endda toppe på dag nr. 2. Ømheden vil normalt være aftagende efter det. Med den viden kan man måske sige, at vi kunne have fortsat turen langsomt tilbage til Stege alligevel. Men pyt. Vi havde en virkelig skøn og uforglemmelig tur.

Jeg ville med glæde tage samme tur igen. Særligt ville jeg gerne tage revanche for den sidste del tilbage til Stege, som vi ikke fik set.

Hvis du godt kunne tænke dig at prøve kræfter af med en vandretur og opleve en af Danmarks naturperler, så vil jeg klart anbefale en tur til Møn. Alt der skal til er en masse gå-på-mod og en smule planlægning. Skriv gerne en kommentar, hvis I har spørgsmål til vores tur, vores planlægning eller hvis I har andre gode tips og erfaringer fra en tur rundt på Møn. Det vil jeg med glæde høre!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Mit indre jeg taler grimmest